Små øjeblikke



Spor i sneen smelter bort, må forsvinde,

når hele verden tør

Ansigter bliver visket bort i mit minde

Hvor har jeg set dig før?

Dukker op af ingenting, som at møde

en anden dimension

Mine tanker går i ring forat lede

Hvor har jeg set dig mon?



Hvor har jeg set dig?

Hvor har jeg glemt dig?

Hvor har du været?



Bortskræmt af en indbildt duft af brændte fingre

holdt jeg mig tilbag’

Mon boldene, jeg aldrig greb, stadig hænger

i luften til at ta’

Tøver dog endnu en gang lidt for længe,

for mødet er så kort

Endnu før jeg ænser, hvad den kan bringe,

er chancen gledet bort


Døre vil lukke,

griber du ikke

Små øjeblikke

gemmer din lykke

Små øjeblikke



Venter på livet

Ser gennem tiden

Hvor har jeg været?



Er jeg min egen lykkes smed

til evig tid?

Endnu en uendelighed

ta’r jeg med

Sirenen



Som en susen

sødt hun sukker

På en krusning

båden vugger

Det bruser af lyd

når hun synger

Han gyser af fryd

og båden gynger

Gynger kærestedrømme, følger

sirenen mellem bølger


Hvirvles ind i berusende tåger

dansende på vilde våger

Mon ænser han i trance

brændingens kadence

Båden vil kæntre

træet splintre

Hverdagsægte



Første kys i måneskin

en sommernat med bare ben

Dansede duggen af jorden

Vi sov under stjerneskud

Stadigt emmende hud

Langt væk og evigt længe siden



Nu er magien falmet

Fortryllelsen hævet

Hør siderne, de bladrer

Lyden af livet

Men inderst inde består et sted

den hverdagsægte kærlighed


Ild i pejsen varmer

Flakkende flammer

kaster levende skygger

Puster liv i en øjenglød

og under hudens nøgenhed

glimtvis magien genopbygger

Troldhøjen



Jeg vandrer ud ved nattetid

Den gamle gravhøj drager

Her finder jeg ro, her finder jeg fred

Her er det, som verden tøver



En lysning synes i måneskær

men skjult i skovens tykning

Der under de gamle egetræer

skimtes troldhøjens rygning



Om dagen slingrer jeg mig frem gennem livet

Jeg har så underligt sind

Ensom blandt mennesker og misforstået

Jeg passer ikke ind

Jeg vil bygge og skabe, men kvaser

Jeg vil sige noget pænt, men hvæser

Alt bliver forvrænget

i mine hænder og min mund

Jeg vil flyde med strømmen

men går stedse på grund

Ad dyrestier finder jeg vej

Ad dækkede korridorer

Er jeg forbyttet? Som mor sagde til mig

Kærligt, omend halvt i alvor



En skifting vågner nu i nat

Alvorens spådom fortættet

Og vinden hvisker i skovens krat

Skæbnesvangert forjættet



Denne nat, denne måne fortryller

I sit sælsomme lys indhylder

hele skoven i sølvskær

der vækker trolddom og magi

Og jeg danser på bare tæer

i en vild fantasi



Det er troldhøjens polka, jeg danser

Det er magisk musik, jeg sanser

Den fylder skoven med toner

der vækker genklang indeni

i mit sinds drømmesyner

Og jeg føler mig fri

Forelskelse



Havblik glimter i forårslys

Strejfes af et sommerfuglekys

Spejlblanken røres

Fra havbunden høres

lyden af jordens nynnen

Boblende toner, som danser vild

i et flammehav af indre ild

Synger forårskuller

ind i smilehuller

Sprudlende latterlyse sang


Solen sitrer i dugfrisk vind

Maler bifrost på den hvide kind

Morgenrødt den blusser

Og hjertet spruder roser

udsprungne af livets kildevæld

Love



Their minds sing a song

their bodies perform a dance

Because of their love

he can read her mind by a glance



And it beatyful is

that their love can spread

like shoots from a plant

and make life from dead


The warmth of her body

The softness of her thighs

The smell of her hair

and the beauty in her eyes



This woman makes him feel

so alive and real

Ingen garanti



Vejen frem er brolagt med livets trædesten

Skridt for skridt tager årene os ned ad den

Uskyld og forundring bliver asfalteret med

hverdagsrealisme og forstandighed



Men dybt et sted,

hvis du tør ta’ med,

findes der en flænge gennem tid

En sprække ned

til en hemmelighed

bag denne virkelighed



Der, hvor selve sjælen har sin rod,

får vi mod

til at sætte nye skud

Ingen garanti for jordforbindelse,

når vi uden besindelse

kaster os ud


Et kaleidoskopisk sted, lad os fare vild

Lad os lokke, lad os sætte noget på spil

Sommerfuglene i min mave skal befris

her i alle paradoksers paradis



Og ligesom de

flyver også vi,

hvirvler rundt på vinger af magi

Vor fantasi

er uendelig

og sætter drømme fri


Der, hvor selve sjælen harsin rod

...

Skyggespil



Bryder gennem skovens bryn

et fatamorganisk syn

Gådefuldt iscenesat

mellem dag og nat



Griber mig med sælsom magt

Øger hjerteslagets takt

Sætter skumringstoner til

skovens skyggespil


Ind i mørket aner jeg

skyggernes forvandlingsleg

Skimter jeg i silhuet

skumringens ballet



Heftig dans, en mørk magi

som i natten slipper fri

Fandtes siden altid i

flygtig fantasi

Tænk dig engang



Tænk dig engang, så meget vi ved

Ikke du og jeg, men som menneskehed

Ideer og tanker fra tid til tid

En vedvarende vandring i nysgerrighed

Vi er hverken alene eller hver for sig

Vi er levende mennesker på livets vej

Dog mange af os sidder så hjælpeløst fast

Og den ved kun lidt, som tror, han ved bedst

En fasttømret verden kan gøre dig blind

Et urokkeligt synspunkt kan lukke dit sind

Tænk, hvis vi alle ku' huske, hvordan

man ser på verden som et lille barn

Hvor alting er muligt

uanset hvor utroligt

Hvor alt, hvad der sker

og det, du erfarer,

og alt det, du ser,

bliver brugt til at lære

Et formbart, fleksibelt billede af verden,

som løbende ændres i takt med din færden



Lad os se på verden med barnligt sind

Lad os flytte grænser, lukke udsynet ind

Ideer gror,

hvor indsigt bor

Når vi er mange, kan vi spænde bredt

Og verden, den vokser lidt efter lidt

Lad os hjælpes ad med at stå kadencen

Lad os hjælpe hinanden at holde balancen

Sammen kan vi springe med kænguruhop
hvis bare vi løfter hinanden op
Op i en højere enhed
nærmere en fælles sandhed