Små øjeblikke
Spor i sneen smelter bort, må forsvinde,
når hele verden tør
Ansigter bliver visket bort i mit minde
Hvor har jeg set dig før?
Dukker op af ingenting, som at møde
en anden dimension
Mine tanker går i ring forat lede
Hvor har jeg set dig mon?
Hvor har jeg set dig?
Hvor har jeg glemt dig?
Hvor har du været?
Bortskræmt af en indbildt duft af brændte fingre
holdt jeg mig tilbag’
Mon boldene, jeg aldrig greb, stadig hænger
i luften til at ta’
Tøver dog endnu en gang lidt for længe,
for mødet er så kort
Endnu før jeg ænser, hvad den kan bringe,
er chancen gledet bort
Døre vil lukke,
griber du ikke
Små øjeblikke
gemmer din lykke
Små øjeblikke
Venter på livet
Ser gennem tiden
Hvor har jeg været?
Er jeg min egen lykkes smed
til evig tid?
Endnu en uendelighed
ta’r jeg med
Sirenen
Som en susen
sødt hun sukker
På en krusning
båden vugger
Det bruser af lyd
når hun synger
Han gyser af fryd
og båden gynger
Gynger kærestedrømme, følger
sirenen mellem bølger
Hvirvles ind i berusende tåger
dansende på vilde våger
Mon ænser han i trance
brændingens kadence
Båden vil kæntre
træet splintre
Hverdagsægte
Første kys i måneskin
en sommernat med bare ben
Dansede duggen af jorden
Vi sov under stjerneskud
Stadigt emmende hud
Langt væk og evigt længe siden
Nu er magien falmet
Fortryllelsen hævet
Hør siderne, de bladrer
Lyden af livet
Men inderst inde består et sted
den hverdagsægte kærlighed
Ild i pejsen varmer
Flakkende flammer
kaster levende skygger
Puster liv i en øjenglød
og under hudens nøgenhed
glimtvis magien genopbygger
Troldhøjen
Jeg vandrer ud ved nattetid
Den gamle gravhøj drager
Her finder jeg ro, her finder jeg fred
Her er det, som verden tøver
En lysning synes i måneskær
men skjult i skovens tykning
Der under de gamle egetræer
skimtes troldhøjens rygning
Om dagen slingrer jeg mig frem gennem livet
Jeg har så underligt sind
Ensom blandt mennesker og misforstået
Jeg passer ikke ind
Jeg vil bygge og skabe, men kvaser
Jeg vil sige noget pænt, men hvæser
Alt bliver forvrænget
i mine hænder og min mund
Jeg vil flyde med strømmen
men går stedse på grund
Ad dyrestier finder jeg vej
Ad dækkede korridorer
Er jeg forbyttet? Som mor sagde til mig
Kærligt, omend halvt i alvor
En skifting vågner nu i nat
Alvorens spådom fortættet
Og vinden hvisker i skovens krat
Skæbnesvangert forjættet
Denne nat, denne måne fortryller
I sit sælsomme lys indhylder
hele skoven i sølvskær
der vækker trolddom og magi
Og jeg danser på bare tæer
i en vild fantasi
Det er troldhøjens polka, jeg danser
Det er magisk musik, jeg sanser
Den fylder skoven med toner
der vækker genklang indeni
i mit sinds drømmesyner
Og jeg føler mig fri
Forelskelse
Havblik glimter i forårslys
Strejfes af et sommerfuglekys
Spejlblanken røres
Fra havbunden høres
lyden af jordens nynnen
Boblende toner, som danser vild
i et flammehav af indre ild
Synger forårskuller
ind i smilehuller
Sprudlende latterlyse sang
Solen sitrer i dugfrisk vind
Maler bifrost på den hvide kind
Morgenrødt den blusser
Og hjertet spruder roser
udsprungne af livets kildevæld
Love
Their minds sing a song
their bodies perform a dance
Because of their love
he can read her mind by a glance
And it beatyful is
that their love can spread
like shoots from a plant
and make life from dead
The warmth of her body
The softness of her thighs
The smell of her hair
and the beauty in her eyes
This woman makes him feel
so alive and real
Ingen garanti
Vejen frem er brolagt med livets trædesten
Skridt for skridt tager årene os ned ad den
Uskyld og forundring bliver asfalteret med
hverdagsrealisme og forstandighed
Men dybt et sted,
hvis du tør ta’ med,
findes der en flænge gennem tid
En sprække ned
til en hemmelighed
bag denne virkelighed
Der, hvor selve sjælen har sin rod,
får vi mod
til at sætte nye skud
Ingen garanti for jordforbindelse,
når vi uden besindelse
kaster os ud
Et kaleidoskopisk sted, lad os fare vild
Lad os lokke, lad os sætte noget på spil
Sommerfuglene i min mave skal befris
her i alle paradoksers paradis
Og ligesom de
flyver også vi,
hvirvler rundt på vinger af magi
Vor fantasi
er uendelig
og sætter drømme fri
Der, hvor selve sjælen harsin rod
...
Skyggespil
Bryder gennem skovens bryn
et fatamorganisk syn
Gådefuldt iscenesat
mellem dag og nat
Griber mig med sælsom magt
Øger hjerteslagets takt
Sætter skumringstoner til
skovens skyggespil
Ind i mørket aner jeg
skyggernes forvandlingsleg
Skimter jeg i silhuet
skumringens ballet
Heftig dans, en mørk magi
som i natten slipper fri
Fandtes siden altid i
flygtig fantasi
Tænk dig engang
Tænk dig engang, så meget vi ved
Ikke du og jeg, men som menneskehed
Ideer og tanker fra tid til tid
En vedvarende vandring i nysgerrighed
Vi er hverken alene eller hver for sig
Vi er levende mennesker på livets vej
Dog mange af os sidder så hjælpeløst fast
Og den ved kun lidt, som tror, han ved bedst
En fasttømret verden kan gøre dig blind
Et urokkeligt synspunkt kan lukke dit sind
Tænk, hvis vi alle ku' huske, hvordan
man ser på verden som et lille barn
Hvor alting er muligt
uanset hvor utroligt
Hvor alt, hvad der sker
og det, du erfarer,
og alt det, du ser,
bliver brugt til at lære
Et formbart, fleksibelt billede af verden,
som løbende ændres i takt med din færden
Lad os se på verden med barnligt sind
Lad os flytte grænser, lukke udsynet ind
Ideer gror,
hvor indsigt bor
Når vi er mange, kan vi spænde bredt
Og verden, den vokser lidt efter lidt
Lad os hjælpes ad med at stå kadencen
Lad os hjælpe hinanden at holde balancen
Sammen kan vi springe med kænguruhop
hvis bare vi løfter hinanden op
Op i en højere enhed
nærmere en fælles sandhed
