Små øjeblikke



Spor i sneen smelter bort, må forsvinde,

når hele verden tør

Ansigter bliver visket bort i mit minde

Hvor har jeg set dig før?

Dukker op af ingenting, som at møde

en anden dimension

Mine tanker går i ring forat lede

Hvor har jeg set dig mon?



Hvor har jeg set dig?

Hvor har jeg glemt dig?

Hvor har du været?



Bortskræmt af en indbildt duft af brændte fingre

holdt jeg mig tilbag’

Mon boldene, jeg aldrig greb, stadig hænger

i luften til at ta’

Tøver dog endnu en gang lidt for længe,

for mødet er så kort

Endnu før jeg ænser, hvad den kan bringe,

er chancen gledet bort


Døre vil lukke,

griber du ikke

Små øjeblikke

gemmer din lykke

Små øjeblikke



Venter på livet

Ser gennem tiden

Hvor har jeg været?



Er jeg min egen lykkes smed

til evig tid?

Endnu en uendelighed

ta’r jeg med

Sirenen



Som en susen

sødt hun sukker

På en krusning

båden vugger

Det bruser af lyd

når hun synger

Han gyser af fryd

og båden gynger

Gynger kærestedrømme, følger

sirenen mellem bølger


Hvirvles ind i berusende tåger

dansende på vilde våger

Mon ænser han i trance

brændingens kadence

Båden vil kæntre

træet splintre

Hverdagsægte



Første kys i måneskin

en sommernat med bare ben

Dansede duggen af jorden

Vi sov under stjerneskud

Stadigt emmende hud

Langt væk og evigt længe siden



Nu er magien falmet

Fortryllelsen hævet

Hør siderne, de bladrer

Lyden af livet

Men inderst inde består et sted

den hverdagsægte kærlighed


Ild i pejsen varmer

Flakkende flammer

kaster levende skygger

Puster liv i en øjenglød

og under hudens nøgenhed

glimtvis magien genopbygger

Vågner af vinter



Og påskeliljer danser i vinden

og vi vågner af vinterens dvale

og finder al verdens skønhed

i hver enkelt morgensolstråle

Og du er en kilde af lys

som springer igen

og lyser al vinterens

mørke i band


En snurren i læber og hænder

og vinterbleg hud under tøjet

En glødende morgenrøde

når solen spejles i øjet

Og hvilken fabelagtig uro

som jeg glemt at have kendt

Jeg føler, jeg smelter

men bliver ikke forbrændt

En dans på roser



Drømme og forventninger

hvad er de værd?

Fremtidsplaner uforløst

ingenting værd

Troen på dig selv er klemt

Alting synes lidt forstemt

Håbet er ganske glemt


Men tør nu dine øjne, hjælpen er nær,

vi er her for dig

Kom kun til os, denne vej

En dosis af lykke, og den første får du

gratis, tag imod

Værs'god


Og glem at længsler brast

for der skal være fest

En dans på roser byder vi enhver

Al livets skønhed er her

i illusionernes skær

Lad hvirvles med

hvor dansens vinger bæ´r



Vågner du mistrøstig op

dagen derpå?

Desillusioneret, for

hvad skal du nå?

Evigt ligegyldigt liv

I det store perskektiv

er alting tidsfordriv


Så hvorfor drømme mer om noget,

som aldrig bli'r dig forundt?

Vente, mens livet gør ondt?

Nej, drik kun lidt mer af de guddommelige

dråber, giv dig hen

igen


Og glem at længsler brast...



Alt, hvad du behøver,

det er lige her

Drømme og forventninger

som eliksir

Rusens tåge er din ven

Byder op til dans igen

Kom, lad dig føre hen


Og mens du danser, svinder verden,

og roserne visner bort

Mørket bliver tæt, natten sort

Den æder de sørgelige rester af dit liv

og slår din sjæl

ihjel


Og glem at længsler brast...

Guldregn



Kom regn, kom regn

Dryp regn, regn regn

Sus regn, brus regn

Vælt ned skomagerdreng



Skyl regn

Og tegn på vejen

et spejl af regn

som giver mig tegn

Når gadens lys i genskær glimter

Og jeg synes, at jeg skimter

Guldregn, guldregn



Jeg tror, jeg ve'

at jeg kan se

Guldregn, guldregn


Regner ind i mit sind

Drypper der, siver her

Regner mer, regner mer

Guldregn, guldregn



Inficerer, når den diffunderer

over barrierer

Guldregn, guldregn



Under lødigheden møder vi en kerne af begær

hvor mer vil ha' mer

Mer, mer, mer

Vær mig grådigheden nådig til den dag, jeg får kontrol

Og mer står på hold

Mer, mer, mer

Guldregn

Dryp på degn, men regn på mig

_  _  _



Mer, mer, mer

jeg dog dig elsker, hver gang du ler

Asken Yggdrasil



Vi står som Asken Yggdrasil

Det store træ i verdens midte

Med rødderne i sorten muld

hvorunder hang hver skæbne i de

forne tiders svundne gådefulde, nornespundne tråde



Vi står som Asken Yggdrasil

Det store træ i verdens midte

Med bladene ad verden til

så andre toner blandes i de

svundne folkevisers frydefulde sagnomspundne lyde


Som skæbnerne for længst sluppet fri

andre veje finder vi

fra fortid

ind i vor tid

Musikkens tid er aldrig forbi



Vi står som Asken Yggdrasil

Det store træ i verdens midte

Med stammen fast og løvet vildt

når vinden blæser gennem dette



Hvor nornerne må spinde muld

kan vi nu spille hel og fuld -

stændig som vi vil

i Ask Yggdrasil

Troldhøjen



Jeg vandrer ud ved nattetid

Den gamle gravhøj drager

Her finder jeg ro, her finder jeg fred

Her er det, som verden tøver



En lysning synes i måneskær

men skjult i skovens tykning

Der under de gamle egetræer

skimtes troldhøjens rygning



Om dagen slingrer jeg mig frem gennem livet

Jeg har så underligt sind

Ensom blandt mennesker og misforstået

Jeg passer ikke ind

Jeg vil bygge og skabe, men kvaser

Jeg vil sige noget pænt, men hvæser

Alt bliver forvrænget

i mine hænder og min mund

Jeg vil flyde med strømmen

men går stedse på grund

Ad dyrestier finder jeg vej

Ad dækkede korridorer

Er jeg forbyttet? Som mor sagde til mig

Kærligt, omend halvt i alvor



En skifting vågner nu i nat

Alvorens spådom fortættet

Og vinden hvisker i skovens krat

Skæbnesvangert forjættet



Denne nat, denne måne fortryller

I sit sælsomme lys indhylder

hele skoven i sølvskær

der vækker trolddom og magi

Og jeg danser på bare tæer

i en vild fantasi



Det er troldhøjens polka, jeg danser

Det er magisk musik, jeg sanser

Den fylder skoven med toner

der vækker genklang indeni

i mit sinds drømmesyner

Og jeg føler mig fri

Begyndelsen tilbage



Man lover som i et eventyr

at følges så længe, som dagen gryer

Så lever man lykkeligt i livet

I dagevis tager det for givet

Men frygter snart, lykken skal flyde bort

og holder snoren lidt rigeligt kort



En farlig fokus på hver en fejl

En brudefærd med rebet sejl

Og for hver dag, der tager en ende

strammes lykken en kende

Men det skal man ikke hænge sig i

for næste gang bliver lykkelig


Og atter på eventyrlig færd

for halve prinsesser og kongeriger

Og selve rejsen giver mening

indtil i skøn forening

de lover hinanden evighed

og pakker eventyret ned



Og på den tusind-og-første nat

den sidste færd må slutte brat

Og til deres dages ende

kan intet længere hænde



Helst tager vi enden af dage

og begyndelsen tilbage

Ingen garanti



Vejen frem er brolagt med livets trædesten

Skridt for skridt tager årene os ned ad den

Uskyld og forundring bliver asfalteret med

hverdagsrealisme og forstandighed



Men dybt et sted,

hvis du tør ta’ med,

findes der en flænge gennem tid

En sprække ned

til en hemmelighed

bag denne virkelighed



Der, hvor selve sjælen har sin rod,

får vi mod

til at sætte nye skud

Ingen garanti for jordforbindelse,

når vi uden besindelse

kaster os ud


Et kaleidoskopisk sted, lad os fare vild

Lad os lokke, lad os sætte noget på spil

Sommerfuglene i min mave skal befris

her i alle paradoksers paradis



Og ligesom de

flyver også vi,

hvirvler rundt på vinger af magi

Vor fantasi

er uendelig

og sætter drømme fri


Der, hvor selve sjælen har sin rod

...