Små øjeblikke
Spor i sneen smelter bort, må forsvinde,
når hele verden tør
Ansigter bliver visket bort i mit minde
Hvor har jeg set dig før?
Dukker op af ingenting, som at møde
en anden dimension
Mine tanker går i ring forat lede
Hvor har jeg set dig mon?
Hvor har jeg set dig?
Hvor har jeg glemt dig?
Hvor har du været?
Bortskræmt af en indbildt duft af brændte fingre
holdt jeg mig tilbag’
Mon boldene, jeg aldrig greb, stadig hænger
i luften til at ta’
Tøver dog endnu en gang lidt for længe,
for mødet er så kort
Endnu før jeg ænser, hvad den kan bringe,
er chancen gledet bort
Døre vil lukke,
griber du ikke
Små øjeblikke
gemmer din lykke
Små øjeblikke
Venter på livet
Ser gennem tiden
Hvor har jeg været?
Er jeg min egen lykkes smed
til evig tid?
Endnu en uendelighed
ta’r jeg med
Sirenen
Som en susen
sødt hun sukker
På en krusning
båden vugger
Det bruser af lyd
når hun synger
Han gyser af fryd
og båden gynger
Gynger kærestedrømme, følger
sirenen mellem bølger
Hvirvles ind i berusende tåger
dansende på vilde våger
Mon ænser han i trance
brændingens kadence
Båden vil kæntre
træet splintre
Hverdagsægte
Første kys i måneskin
en sommernat med bare ben
Dansede duggen af jorden
Vi sov under stjerneskud
Stadigt emmende hud
Langt væk og evigt længe siden
Nu er magien falmet
Fortryllelsen hævet
Hør siderne, de bladrer
Lyden af livet
Men inderst inde består et sted
den hverdagsægte kærlighed
Ild i pejsen varmer
Flakkende flammer
kaster levende skygger
Puster liv i en øjenglød
og under hudens nøgenhed
glimtvis magien genopbygger
Vågner af vinter
Og påskeliljer danser i vinden
og vi vågner af vinterens dvale
og finder al verdens skønhed
i hver enkelt morgensolstråle
Og du er en kilde af lys
som springer igen
og lyser al vinterens
mørke i band
En snurren i læber og hænder
og vinterbleg hud under tøjet
En glødende morgenrøde
når solen spejles i øjet
Og hvilken fabelagtig uro
som jeg glemt at have kendt
Jeg føler, jeg smelter
men bliver ikke forbrændt
En dans på roser
Drømme og forventninger
hvad er de værd?
Fremtidsplaner uforløst
ingenting værd
Troen på dig selv er klemt
Alting synes lidt forstemt
Håbet er ganske glemt
Men tør nu dine øjne, hjælpen er nær,
vi er her for dig
Kom kun til os, denne vej
En dosis af lykke, og den første får du
gratis, tag imod
Værs'god
Og glem at længsler brast
for der skal være fest
En dans på roser byder vi enhver
Al livets skønhed er her
i illusionernes skær
Lad hvirvles med
hvor dansens vinger bæ´r
Vågner du mistrøstig op
dagen derpå?
Desillusioneret, for
hvad skal du nå?
Evigt ligegyldigt liv
I det store perskektiv
er alting tidsfordriv
Så hvorfor drømme mer om noget,
som aldrig bli'r dig forundt?
Vente, mens livet gør ondt?
Nej, drik kun lidt mer af de guddommelige
dråber, giv dig hen
igen
Og glem at længsler brast...
Alt, hvad du behøver,
det er lige her
Drømme og forventninger
som eliksir
Rusens tåge er din ven
Byder op til dans igen
Kom, lad dig føre hen
Og mens du danser, svinder verden,
og roserne visner bort
Mørket bliver tæt, natten sort
Den æder de sørgelige rester af dit liv
og slår din sjæl
ihjel
Og glem at længsler brast...
Guldregn
Kom regn, kom regn
Dryp regn, regn regn
Sus regn, brus regn
Vælt ned skomagerdreng
Skyl regn
Og tegn på vejen
et spejl af regn
som giver mig tegn
Når gadens lys i genskær glimter
Og jeg synes, at jeg skimter
Guldregn, guldregn
Jeg tror, jeg ve'
at jeg kan se
Guldregn, guldregn
Regner ind i mit sind
Drypper der, siver her
Regner mer, regner mer
Guldregn, guldregn
Inficerer, når den diffunderer
over barrierer
Guldregn, guldregn
Under lødigheden møder vi en kerne af begær
hvor mer vil ha' mer
Mer, mer, mer
Vær mig grådigheden nådig til den dag, jeg får kontrol
Og mer står på hold
Mer, mer, mer
Guldregn
Dryp på degn, men regn på mig
_ _ _
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler
Asken Yggdrasil
Vi står som Asken Yggdrasil
Det store træ i verdens midte
Med rødderne i sorten muld
hvorunder hang hver skæbne i de
forne tiders svundne gådefulde, nornespundne tråde
Vi står som Asken Yggdrasil
Det store træ i verdens midte
Med bladene ad verden til
så andre toner blandes i de
svundne folkevisers frydefulde sagnomspundne lyde
Som skæbnerne for længst sluppet fri
andre veje finder vi
fra fortid
ind i vor tid
Musikkens tid er aldrig forbi
Vi står som Asken Yggdrasil
Det store træ i verdens midte
Med stammen fast og løvet vildt
når vinden blæser gennem dette
Hvor nornerne må spinde muld
kan vi nu spille hel og fuld -
stændig som vi vil
i Ask Yggdrasil
Troldhøjen
Jeg vandrer ud ved nattetid
Den gamle gravhøj drager
Her finder jeg ro, her finder jeg fred
Her er det, som verden tøver
En lysning synes i måneskær
men skjult i skovens tykning
Der under de gamle egetræer
skimtes troldhøjens rygning
Om dagen slingrer jeg mig frem gennem livet
Jeg har så underligt sind
Ensom blandt mennesker og misforstået
Jeg passer ikke ind
Jeg vil bygge og skabe, men kvaser
Jeg vil sige noget pænt, men hvæser
Alt bliver forvrænget
i mine hænder og min mund
Jeg vil flyde med strømmen
men går stedse på grund
Ad dyrestier finder jeg vej
Ad dækkede korridorer
Er jeg forbyttet? Som mor sagde til mig
Kærligt, omend halvt i alvor
En skifting vågner nu i nat
Alvorens spådom fortættet
Og vinden hvisker i skovens krat
Skæbnesvangert forjættet
Denne nat, denne måne fortryller
I sit sælsomme lys indhylder
hele skoven i sølvskær
der vækker trolddom og magi
Og jeg danser på bare tæer
i en vild fantasi
Det er troldhøjens polka, jeg danser
Det er magisk musik, jeg sanser
Den fylder skoven med toner
der vækker genklang indeni
i mit sinds drømmesyner
Og jeg føler mig fri
Begyndelsen tilbage
Man lover som i et eventyr
at følges så længe, som dagen gryer
Så lever man lykkeligt i livet
I dagevis tager det for givet
Men frygter snart, lykken skal flyde bort
og holder snoren lidt rigeligt kort
En farlig fokus på hver en fejl
En brudefærd med rebet sejl
Og for hver dag, der tager en ende
strammes lykken en kende
Men det skal man ikke hænge sig i
for næste gang bliver lykkelig
Og atter på eventyrlig færd
for halve prinsesser og kongeriger
Og selve rejsen giver mening
indtil i skøn forening
de lover hinanden evighed
og pakker eventyret ned
Og på den tusind-og-første nat
den sidste færd må slutte brat
Og til deres dages ende
kan intet længere hænde
Helst tager vi enden af dage
og begyndelsen tilbage
Ingen garanti
Vejen frem er brolagt med livets trædesten
Skridt for skridt tager årene os ned ad den
Uskyld og forundring bliver asfalteret med
hverdagsrealisme og forstandighed
Men dybt et sted,
hvis du tør ta’ med,
findes der en flænge gennem tid
En sprække ned
til en hemmelighed
bag denne virkelighed
Der, hvor selve sjælen har sin rod,
får vi mod
til at sætte nye skud
Ingen garanti for jordforbindelse,
når vi uden besindelse
kaster os ud
Et kaleidoskopisk sted, lad os fare vild
Lad os lokke, lad os sætte noget på spil
Sommerfuglene i min mave skal befris
her i alle paradoksers paradis
Og ligesom de
flyver også vi,
hvirvler rundt på vinger af magi
Vor fantasi
er uendelig
og sætter drømme fri
Der, hvor selve sjælen har sin rod
...
